Nyhedsbrev december 2020

Del 1 finder du i novembers nyhedsbrev

Det handlede om de mange hjælpetiltag Unilever Food Solutions stiller til rådighed for professionelle køkkener (og interesserede borgere), og omtalte kort alternative proteinstrømme. 

Bæredygtig emballage og madspild

Umiddelbart kan man tro, at emballage og madspild er to forskellige ting – men nej, de er tæt knyttet sammen.

Emballagen tjener mange formål – at forlænge fødevarens holdbarhed ved at begrænse udtørring, harskning og udefrakommende mikroorganismer, ved ændrede gasforhold om fødevareemnet, at beskytte maden mod stød og at blive klemt under transporten, at reducere risiko for spredning af allergener mellem fødevaretyper, at effektivisere transport og at fremme købelyst, blot for at nævne nogle.

På Uni Food Day d. 10.11.2020 præsenterede professor Michael Hauschild, DTU, nogle betragtninger om bæredygtig fødevareemballage. Illustrationen foroven stammer fra hans præsentation. 

Emballage og holdbarhed

Michael Hauschild understregede vigtigheden af at se på emballagens bæredygtighed i sammenhæng med fødevarens bæredygtighed. Det betyder ikke mindst, at man skal have opmærksomhed på, hvor meget emballagen bidrager til at forlænge fødevarens holdbarhed, og dermed reducere madspildet. 

Emballagens bæredygtighed

Når det handler om emballagen i sig selv, er det relevant at se på den i et klassisk livscyklusperspektiv. Det betyder, at man ikke kun ser på belastningen på det omgivende miljø i brugsfasen, men ser på det lige fra produktionen af dets bestanddele, til det er ophørt med at være i funktion og er “bortskaffet”. I en cirkulær sammenhæng er “bortskaffet” bedre som genanvendt eller genbrugt, end som “brændt af” med henblik på produktion af fjernvarme. 

Materialevalg

Der er mange overvejelser, når man taler bæredygtigt materialevalg i forhold til fødevarer. 

Der er fordele og ulemper ved såvel petrokemiske materialer, altså plast baseret på fossile olier, ved biobaseret plast og ved bionedbrydelige materialer. 

Der skal afvejes hensyn mellem hvor meget, der kan genbruges, hvor meget der kan genanvendes, om det biologisk baserede plast overhovedet er reelt bionedbrydeligt, eller kun nedbrydeligt under industrielle forhold – og om det overhovedet er ønskværdigt at bruge biobaseret emballage, når der er mangel på fødevarer, og vi risikerer at fælde regnskoven for at producere plast – sat direkte på spidsen. 

Uanset materialets beskaffenhed er det vigtigt at arbejde henimod en emballage, der er cirkulær i sin natur. De skal være velegnede til produktionsprocesser, der fremmer, at materialerne kan skilles ad, og har egenskaber, der er fordelagtige i genanvendelse. 

Eksempel i praksis

De seneste år har set en stor udvikling i bæredygtig emballage, og hvis man vil have konkret inspiration kan eksempelvis skeles mod Arlas skyremballage, eller mod Faerchs To Go food- eller kødbakker

Der er ikke noget entydigt facit, men hvis man ønsker at være absolut bæredygtig, og ikke bare relativt bæredygtig, skal man tænke sig godt om.