Cirkulær økonomi for begyndere – design for disassembly

Som et supplement til de tre hovedtekster for begyndere ud i cirkulær økonomi kommer her et tip om en enkelt forudsætning for at få succes med den nye måde at tænke på.

Cirkulær økonomi handler om både ressourcer og økonomi. Økonomi er en forudsætning for, at alt kan lykkes. Når vi samtidig arbejder hen imod at få et lukket kredsløb, hvor intet kommer på lossepladsen eller bliver brændt, gælder det om at få flest mulige penge ud af de materialer, vi har. For at sige det kort, får vi en højere pris for materialefraktioner, der er rene, fremfor blandet op med alt muligt andet, når vi skal sælge dem videre i kredsløbene.

For at lykkes med det at få rene materialefraktioner er det smart at designe sine produkter, så de er nemme at skille ad i sine enkeltkomponenter. Det betyder f.eks., at man skal undgå blandingsmaterialer, at man skal undgå at lime, og at man ikke skal male genstande. Hvis man har fokus på at sætte produkter sammen, så de er lette at skille ad, kan man nemmere holde sig i det mindste kredsløb, og reparere de dele, der går i stykker. Man kan også få en højere materialepris, når produktet er helt og aldeles udtjent, fordi man kan sælge det i rene fraktioner.

Princippet kalder man ”Design for disassembly”. Det betyder altså, at man har produktets efterliv i tankerne, allerede inden man producerer det. Princippet kan bruges inden for tekstiler, møbler, bygninger, teknologiske produkter – fortsæt selv listen.
Princippet gør det meget enklere at opnå succes med cirkulær økonomi. Det er muligt muligvis, at det bryder med jeres nuværende praksis, men til gengæld er det her, fremtiden ligger. Så hav princippet i baghovedet til næste gang I skal lave en ny produktserie, skal investere i en ny produktionslinje, eller hvis I blot i almindelighed ønsker at gøre en indsats for jeres bæredygtighed.