FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget i 2015 på FN’s topmøde i New York og sætter rammen for hvordan verden kan imødegå disse udfordringer. Alle verdens 193 lande har forpligtet sig til at arbejde for at nå målene, der løber frem til 2030. Målene bygger alle på principperne om, at ingen må lades tilbage og at vi ikke må gøre skade:
”Leave no one behind”
“Do no harm”
Målene kan inddeles i 5 temaer, der på engelsk alle starter med P:
- People/Mennesker – målene 1 – 6 om fattigdom, sult, helbred, uddannelse, ligestilling og sanitet.
- Prosperity/Velstand – målene 7 – 12 om energi, arbejde, industri, ulighed, samfund og forbrug.
- Planet/Jordkloden – målene 13 – 15 om klimaindsats og livet på land og i vandet.
- Peace/Fred – mål 16 om stærke institutioner.
- Partnership/Partnerskaber – mål 17 om partnerskaber for handling
Hvert mål er ledsaget af en række delmål, der er i alt 169, som omfatter konkrete indsatsområder. En lang række indikatorer gør det muligt at måle de fremskridt der sker frem mod 2030. Indikatorerne kan ændres undervejs og tages op til løbende evaluering.
Du kan læse alle 17 mål og 169 delmål her: www.verdensmaalene.dk
Kommercielle muligheder
FN’s verdensmål omfatter alle lande i verden. Men de er ikke kun vigtige og relevante på nationalt niveau. For at nå de ambitiøse mål må der arbejdes både globalt og lokalt. Virksomheder i alle størrelser, kommuner, regioner, NGO’er mv. kan alle arbejde med målene for at bidrage til udviklingen frem mod 2030.
Udover at sætte fokus på konkrete indsatsområder, åbner målene op for store kommercielle muligheder. Et globalt fokus på de områder som målene omhandler, skaber et ufatteligt stort marked. Målene er udtryk for en stadigt stigende efterspørgsel på bestemte services og produkter. Derfor er der store fordele ved at indarbejde målene i virksomheders strategi og forretningsmodel.
Det handler ikke om at brede sig over alle 17 mål, men om at udvælge dem som er relevante for ens eget arbejdsområde, og koncentrere sin indsats om disse. Målene omfatter alle aspekter af livet på jorden og der er derfor ingen brancher som ikke kan have gavn af at arbejde med dem.