Blog Image

Refleksioner om bæredygtighed - en blog

Om bloggen

I denne blog deler Green Moves små og store refleksioner og nyheder både fra den store verden og fra vores egen verden - med hovedfokus på cirkulær økonomi i alle dets aspekter i teori og praksis.

Når genbrug og deleøkonomi er vejen frem

Bæredygtighed, Cirkulær økonomi Posted on 26/11/2021 11:58

Nyhedsbrev juni 2021

Når genbrug og deleøkonomi er vejen frem

En cirkulær forretningsmodel kan fungere på forskellige måder, men principperne er de samme, uanset hvor i værdikæden din virksomhed befinder sig. Artiklen her vil forklare den næstinderste cirkel i ”Sommerfuglemodellen”, som er udtænkt af The Ellen MacArthur Foundation. Denne demonstrerer hvordan man ændrer fra en lineær til en cirkulær værdikæde.

Du kan læse mere om sommerfuglemodellen her.

Efter at have omtalt den inderste cirkel i sommerfuglemodellen – vedligeholdelse og levetidsforlængelse, er der i denne artikel fokus på den næstinderste cirkel, som handler om genbrug og deling.

Hvis I arbejder efter dette cirkulære princip, så handler det om, at det ikke er jeres produkt men selve ydelsen, I sælger. I kan eksempelvis sælge jeres produkter på en abonnementsordning, hvor I så har en tilbagetagningsordning, når kunden er færdig med at bruge jeres produkt. Derefter kan I altså sælge produktet igen til nye kunder. Derved genbruges produktet i stedet for at hver ny kunde får et nyt eksempel af produktet. Dette sikrer dermed et meget mindre materialeforbrug og affaldsstrøm.

Udover at virksomheder opererer med tilbagetagningsordninger ser vi også genbrugskulturen og deleøkonomien i privatøkonomien. Det kan være i form af genbrugsbutikker, men især via de online markedspladser som Den Blå Avis, Gul og Gratis m.fl., hvor produkter videregives eller sælges til glæde for nye forbrugere. Økonomien kører altså videre men på en måde, hvor der ikke kommer yderligere udledninger til produktion af et nyt produkt og mindre affald.

En anden mulighed, som virksomhederne har, er at indgå i deleordninger. Det kan være i form af forskelligt maskinel, som man deler med andre virksomheder – som hvis man eksempelvis deler græsslåmaskine med nabovirksomhederne.

Man ser det også i privatøkonomien ved f.eks. bycykler, som turister kan leje eller tjenesten Airbnb, hvor man kan udleje sin egen lejlighed, som var det et hotel.

Deleøkonomien er generelt på vej frem, og det er derfor en god vej at gå, når I som virksomhed vil optimere jeres bæredygtige profil.



Strategien skal baseres på bæredygtighed -ikke omvendt

Bæredygtighed, Ressourceoptimering Posted on 26/11/2021 11:57

Nyhedsbrev juni 2021

Strategien skal baseres på bæredygtighed – ikke omvendt

I disse tider er det vigtige som virksomhed at forstå, at det ikke er nok at have en bæredygtighedsstrategi. Man ser at nogle virksomheder har en bæredygtighedsstrategi, som er i parallel til andre strategiske tiltag, og som er et supplement til den overordnede strategi. Dette er imidlertidigt ikke nok, hvis man vil rykke på firmaets bæredygtige udvikling og fremtidssikre sin konkurrenceevne. I stedet for at arbejde med bæredygtig på siden, skal I tænke bæredygtighed ind i hele forretningen. Bæredygtighed er nemlig ved at blive et vilkår på linje med pris og kvalitet ifølge ekspert i bæredygtighed, Tania Ellis.

Bæredygtighed og klima skal være en del af hele forretningsplanen

Fokusset er for ledelserne så småt begyndt at flytte sig. Det handler ikke længere kun om profit. For at fremtidssikre jeres forretning på bæredygtig vis er det vigtigt, at I ikke kun tænker i hvor og hvordan I kan tjene penge, men også hvordan I kan skabe værdi – værdi på bæredygtighedsskalaen.

Det kan være at optimere jeres ressourceforbrug i produktionen, ændre jeres materialevalg eller etablere en helt ny cirkulær forretningsmodel. I kan stille krav om bæredygtighed til jeres leverandører og begynde at affaldssortere og vælge frokostordningstilbud som har en klimamæssig grøn profil.

I kan arbejde på to forskellige måder

Ifølge Tania Ellis kan man gøre det på to måder, når man som ny eller etableret virksomhed vil arbejde bæredygtigt. Udefra-ind eller indefra-ud.

Ved udefra-ind kan I kigge på jeres omverden – eventuelt jeres nærmiljø og se om der er nogle miljømæssige problematikker I kan adressere, og derved bygge jeres forretning op om. Et godt eksempel på dette er Too Good to Go, som bygger på at man via deres app kan afhente overskudsmad til billige penge fra supermarkeder, restauranter, bagere m.fl.

Ved den anden tilgang, indefra-ud, kan I kigge på jeres forretningsmodel og afdække hvordan I herigennem kan bidrage til nogle af de miljømæssige udfordringer, der er. Her arbejder I indefra og reviderer den eksisterende praksis. Det gør I eksempelvis ved at undersøge, hvor og hvordan jeres råmaterialer produceres og hvordan det bliver transporteret. I kan også kigge på jeres produkters livscyklus og tænke i cirkulær økonomi, genanvendelse eller genbrug.

Hvordan kommer I i gang?

Selv om bæredygtighed er på alle virksomheders dagsorden, er det svært at finde ud af, hvordan man griber det an, og kommer i gang.

”I Green Moves har vi rådgivet mange virksomheder om deres grønne omstilling. Over årene har problematikkerne og tilgangene ændret sig. Hvor det før var grønne ildsjæle, der kom, oplever jeg i dag, at virksomhederne bliver stillet krav fra kunderne om at være bæredygtige, som de ikke ved, hvordan de skal møde”, siger Astrid Carl, direktør i Green Moves.  ”Det betyder, at der er ekstra behov for en eftertanke for, hvordan man skal gribe det an, for det bor måske ikke naturligt i organisationen”.

Når I som virksomhed står for et større strategisk skifte, som det kan være at inddrage bæredygtighed fundamentalt i strategien, er det godt at alliere sig med sin bestyrelse. En professionel bestyrelse vil hjælpe direktionen med at lægge den overordnede strategi, og tilse, at kursen følges.

”Det er heller ikke sikkert, at bestyrelsesmedlemmerne ved, hvordan I skal gribe den opgave an”, tilføjer Astrid, ”Da vi ser en stigende efterspørgsel på viden for bæredygtighed blandt bestyrelser, har vi nu udviklet to forskellige kurser i bæredygtighed for bestyrelsesmedlemmer. Det ene er short and sweet, og lægger på en effektiv vis bunden, så du er sikret, at du er med på det basale. Det andet kursus kommer hele vejen rundt om alt, man som bestyrelsesmedlem bør vide, når man vil arbejde seriøst med bæredygtighed i virksomheden, og gå fra tanke til strategi”.

Fremtidssikr jer og gør det nu

For at være konkurrencedygtige om 10 år kræver det altså, at I tager teten nu og begynder at tænke bæredygtighed ind i jeres forretningsplan hele vejen rundt. En bæredygtighedsstrategi er én ting. En strategi baseret på bæredygtighed er dybere og slår rødder ud i hele værdikæden. På den måde fremtidssikrer i jeres forretning.

Find kurserne i bæredygtighed her.



Stiller jeres kunder også krav til jeres CO2-dokumentation?

Cirkulær økonomi, Ressourceoptimering Posted on 26/11/2021 11:54

Nyhedsbrev juni 2021

Stiller jeres kunder også krav til jeres CO2-dokumentation?

Bliver I mødt af krav fra jeres kunder om, at I skal dokumentere jeres CO2-udledning? Så er I langt fra alene. Den grønne omstilling bliver en større og større del af de danske virksomheders hverdag, og man ser i stigende omfang, at virksomhederne begynder at stille grønne krav til sig selv og ikke mindst til deres leverandører. Virksomhederne bliver mere og mere bevidste om, at det er nødvendigt at forsøge at mindske deres CO2-udledning i hele værdikæden. Dette omfatter at få et overblik over affaldsstrømme og forsøge at reducere affaldsgenerering.

Som leverandør, er I en del af værdikæden. Dermed er det vigtigt, at i melder jer ind i den grønne omstilling. Når de større danske virksomheder stiller nye grønne krav, så rykker det sig hele vejen nedad i industrien. Hos underleverandørerne til de store industrimastodonter, har man indset, at man er nødt til at efterleve den grønne omstilling. Ellers har man som underleverandør ingen kunder om ti år.

Hvis I mangler erfaringen og pludselig mødes af krav, tænker I måske: ”Hvordan griber vi lige det her an?”. Selvom I ikke føler, at I har nok viden om bæredygtighed i huset, så er der heldigvis masser af hjælp at hente i form af eksterne rådgivere, som kan hjælpe jer med at beregne jeres CO2-udledning.

Hvad viser vores tal?

Når I vil blive klogere på, hvordan I beregner jeres CO2-udledning, så skal I være helt konkrete på, hvilke tal I fremlægger. Jeres udledning kan deles op i scopes – 1, 2 og 3. Disse fortæller om, hvor udledningen skabes.

  • Scope 1 er al direkte udledning fra virksomheden. Dvs. det udslip man direkte selv forårsager igennem afbrænding af olie, gas og benzin til egen produktion og transport. Det indebærer også lækager, som der måtte være på køle- og gasanlæg.
  • Scope 2 er indirekte udledning i form af indkøbt elektricitet, damp, varme eller køling til forbrug i virksomheden.
  • Scope 3 er alle andre indirekte udledninger. Dette kommer fra alle de kilder, som virksomheden ikke har kontrol over – altså alle indkøbte produkter og services. Dette kan være upstream aktiviteter som materialeindkøb og alle aspekter relateret til fremstillingen af disse samt godstransport, forretningsrejser og medarbejdertransport. Af downstream aktiviteter kan det være transporten til kunder og forarbejdning, brug eller videresalg af jeres produkter samt vedligeholdelse og bortskaffelse af produktet.

Der er altså stor forskel på, hvilke scopes, som I går ind og beregner på. Scope 1 og 2 kan I nemmest finde data på, da det er faktorer tæt på virksomheden. Det er dog klart i scope 3, at den største emission finder sted. For at beregne denne skal I dog ud og hente en masse eksterne data fra alle jeres leverandører og partnere, som virksomheden benytter sig af. Specielt downstream-aktiviteterne kan være svære at finde frem til. Søger I at komme så tæt på 100% som muligt i jeres gennemsigtighed, er I derfor nødt til at inddrage scope 3.

Få hjælp til beregning og dokumentation?

Hvis I står foran at ville beregne jeres CO2-udslip, så alliér jer med professionelle rådgivere på området for at få så nøjagtige tal som muligt. Derved kan der være mulighed for at I kan opnå specifikke miljøcertificeringer. Der er også mulighed for at få lavet en LCA efter ISO14040+14044. LCA står for Life Cycle Assessment, en livscyklusvurdering, som er en metode til at vurdere, hvilken miljøpåvirkning og ressourceforbrug, der er tilknyttet til en service. Her er det dog igen vigtigt, at I er skarpe på, hvad I medtager af data for at jeres dokumentation er retvisende og giver mening.

Dokumentation gør jer konkurrencedygtige

Den danske stat har et ambitiøst klimamål om at reducere landets CO2-udledning med 70 % i forhold til udledningen i 1990 inden 2030 og derefter at blive klimaneutral i 2050. Dette har skabt et kæmpe fokus på den grønne omstilling i både de offentlige som i de private erhverv. Derfor ser man i disse dage, at kunderne efterspørger mere dokumentation, blandt andet omkring CO2-udledning, fra deres leverandører. Dette stiller nye krav til dig og din virksomhed. Hvis I fortsat vil være konkurrencedygtige, så kræver det, at I kan dokumentere jeres CO2-udledning.

Eksempelvis har regeringen søsat en ny strategi for offentlige grønne indkøb. Her er planen, at totalomkostningsberegninger, miljømærker og bedre uddannelse af indkøbere skal medvirke til, at den miljømæssige bundlinje hæves på de offentlige indkøb. Dette betyder er der vil komme stigende dokumentationskrav til de leverandører, der ønsker at deltage i udbudsrunderne.

Er du bestyrelsesmedlem og vil du opkvalificere dine kompetencer inden for bæredygtighed? Så læs om Green Moves ApS’ to nye onlinekurser for bestyrelsesmedlemmer her. De finder sted i juni og august/september.



Bæredygtighedsstrategier fører jer mod nye markeder

Det store perspektiv Posted on 26/11/2021 11:48

Nyhedsbrev juni 2021

Bæredygtighedsstrategier fører jer mod nye markeder

Som bestyrelsesmedlem eller toplede skal man kunne forudse markedet og de nye trends for at kunne sætte strategien for fremtiden. Det er sikkert, at brancher og markeder kommer til at ændre sig og får et øget fokus på bæredygtighed som en del af forretningsplaenen. Det gælder om at kunne afkode markedsudviklingen på en 10 – 15 års sigt: hvilke brancher, som går ned og hvilke, som stiger, og hvad det betyder for jeres virksomhed?

Der er masser af nye forretningsmuligheder som følge af den grønne omstilling – og omvendt skal den grønne omstilling ses som en direkte trussel til de virksomheder, der ikke omstiller sig i tide.

Ud fra rapporten ”Better Business, Better World” fra The Business Comission, har Udenrigsministeriet udarbejdet deres egen rapport, som indikerer, at der er et forretningspotentiale for danske virksomheder på 400 milliarder kr. frem til 2030. Dermed er der t stort potentiale for danske virksomheder i eksempelvis at arbejde med FNs 17 verdensmål.

Omstil jer eller dø

Den anerkendte hollandske forretningskvinde og forfatter, Marga Hoek, nævner i sin bog ”The trillion dollar shift” (2018) at markederne for bæredygtighed går en lys fremtid i møde, hvorimod ikke-bæredygtige markeder vil blive mindre. I stedet for at se med begejstring på virksomheder, der arbejder på en platform af bæredygtighed, bliver en grøn forretningsmodel en naturlig forventning. Der vil i stedet blive set med kritiske øjne på virksomheder, som ikke opererer bæredygtigt. Dette bakkes op af Dansk Erhverv og Dansk Industri.

”Vi er ved at nå dertil, hvor man ikke længere kan klappe sig på skulderen over at være bæredygtig. Nu skal man til at forsvare, hvorfor man ikke er det”, mener Astrid Carl, direktør i Green Moves ApS.

Toget kører allerede, så det er dermed af højeste nødvendighed, at de danske bestyrelser springer på og starter deres grønne strategiudvikling. Gør I ikke det, risikerer I at blive truet på jeres eksistensberettigelse. Det handler om at kigge ind i fremtiden, åbne det forretningsmæssige fokus og begynde omstillingen af sin forretning i tide, hvis man vil sikre virksomhedens fremtidige eksistens.

Et eksempel ses på Danish Crowns fremtidssyn med deres lancering af en fars, der er halvt plantefars og halvt kødfars. Med navnet ”Grønt & Okse” fremhæver de det, som flere forbrugere søger – et grønnere alternativ. Det taler netop ind i tidsånden, hvor der sættes fokus på bæredygtigheden og hvor de grønne alternativer i højere grad fremhæves, som det første i forhold til de traditionelle og mindre bæredygtige løsninger.

Bæredygtighed er en nødvendighed

Jeres virksomhed og danske virksomhedsledere og bestyrelser står altså i disse år over for en skillevej, hvor kompetencer og viden inden for bæredygtighed bliver et must. Der skal tænkes i nye løsninger i hele værdikæden for at kunne omstille sig til den fremtid vi går ind i. Her vil der være et bredere fokus på din virksomhed som en bæredygtig helhed. Det er kort sagt kommet dertil, at hvis man vil overleve og vækste i fremtiden, så kræver det, at man ikke kun tænker, men også handler i et perspektiv af bæredygtighed, FNs 17 verdensmål, cirkulær økonomi, bæredygtig governance og bliver en del af den grønne omstilling. Det er ikke længere ekstraordinært at være bæredygtigt Det er nødvendigt.

Du kan finde mere om Udenrigsministeriets rapport her.



Forlængelse af levetid er en cirkulær succes hos Jesma Vejeteknik A/S

Cirkulær økonomi for begyndere, Det store perspektiv, Ressourceoptimering Posted on 26/11/2021 11:38

Nyhedsbrev april 2021

Forlængelse af levetid er en cirkulær succes hos Jesma Vejeteknik A/S

En cirkulær forretningsmodel kan fungere på forskellige måder, men principperne er de samme, uanset hvor i værdikæden din virksomhed befinder sig. Dette er eksempelvis illustreret af The Ellen McArthur Foundation og deres ”Sommerfuglemodel”, som demonstrerer hvordan man ændrer fra en lineær til en cirkulær værdikæde.

Du kan læse mere om sommerfuglemodellen her

I denne artikel er der fokus på Jesma Vejeteknik A/S, som arbejder efter den inderste cirkel i Sommerfuglemodellen, som også er den mest bæredygtige måde at undgå spild og afbrænding af ressourcer på. Det gør I nemlig ved hjælp af vedligeholdelse og levetidsforlængelse af produkter.

Service og vedligeholdelse sikrer forlænget levetid

Hos Jesma Vejeteknik A/S, som sælger vejesystemer, gør man sit til, at vejesystemerne forbliver så gode som nye, så kunderne kan køre med de samme maskiner i produktionen i så lang tid som muligt. Efter salget af et vejesystem tilbyder Jesma Vejeteknik A/S nemlig forskellige serviceaftaler, som kunderne kan abonnere på. Dette har vist sig som en brugbar løsning for mange af virksomhedens danske kunder.

I de bedste serviceaftaler sørger Jesma Vejeteknik A/S for kalibrering og udskiftning af kritiske reservedele og sliddele, mens de samtidig etablerer et reservedelslager af disse dele hos kunden. Derudover uddanner Jesma kundens operatørpersonale, så de selv kan sørge for basiskalibreringer og udskiftning af de kritiske dele. Dermed behøver kunden heller ikke altid ringe efter hjælp. Jesma Vejeteknik A/S står dog altid til rådighed til at sparre med kunden for derved at sikre en 100% korrekt vedligeholdelse af deres maskiner. Ikke alle kunder vælger at abonnere på en serviceaftale, men her er det altid muligt at lave en forespørgsel på reparation, hvis kunderne har et opstået behov.

Vedligeholdelse af materiellet via serviceaftaler gavner både Jesma Vejeteknik A/S og deres kunder, ifølge Working Board member hos Jesma Vejeteknink A/S, Benny Simonsen:

”Jesmas serviceforretning henvender sig til mindre og store handels- og industrivirksomheder der har et ønske om øget indtjening ved nøjagtig vejning.  Jesmas service sikrer at vore kunder vejer og måler nøjagtig, således at de undgår spild, sikrer kvaliteten og driftstabiliteten samt overholdelse af gældende lovgivning”.

Ifølge Jesma Vejeteknik A/S vil man gerne bliver endnu mere cirkulære, og er derfor i gang med at kigge endnu mere ind i Design for Disassembly af deres produkter.

Jesma Vejeteknik A/S er et godt eksempel på den værdiskabelse, der ligger i at tænke cirkulært i forhold til at sikre sig så lidt udskiftning af sine aktiver som overhovedet muligt. Det er, som Sommerfuglemodellen understreger, den mest bæredygtige måde at arbejde cirkulært på, da ressourceforbruget formindskes til enkle udskiftninger og reparationer på forbrugerens adresse. I kan dermed opnå en mere bæredygtig forretning samt besparelser ved at kigge jeres produktion eller jeres leverandører i sømmene.

Design for disassembly er nøglen for jer

Når I arbejder efter dette cirkulære princip betyder det, at produkterne, som I producerer eller indkøber designes til at holde i så lang tid som overhovedet muligt – og gerne mere end det. Princippet om Design for Disassembly bruges her til at udvikle produkter, som er designet til nemt at kunne skilles ad for at kunne vedligeholdes så nemt som muligt. Designet skal forenkles, så udskiftning af komponenter bliver nemmere.

Derved dikrer I, at de samme produkter og maskiner kører videre i så lang tid som muligt, i stedet for at I skal investere i større udskiftninger. Produktet forbliver ydermere i brugerens varetægt og bidrager derved til lavest muligt ressourceforbrug i forhold til at skulle returnere eller skrotte produktet. Dette kræver at produktet eller maskinen repareres ude hos forbrugeren, og dette kan man gøre enten igennem uddannelse af personalet eller igennem serviceaftaler med leverandøren.

Jesma Vejeteknik A/S er en del af det cirkulært økonomiske projekt C-Voucher, hvor Green Moves ApS er konsulent.



Viden om bæredygtighed kræves af dig i bestyrelsen

Cirkulær økonomi for begyndere, Det store perspektiv Posted on 26/11/2021 11:36

Nyhedsbrev april 2021

Viden om bæredygtighed kræves af dig i bestyrelsen

Der stilles i disse tider nye krav til viden omkring bæredygtighed i virksomhedernes direktioner og bestyrelser. Den bæredygtige omstilling er allerede igang i nogle virksomheder, mens andre stadig overvejer hvor de skal starte. Uanset dit vidensniveau som bestyrelsesmedlem, er der altid nye erfaringer at gøre sig inden for bæredygtighed. Virksomhederne skal ikke længere bare skabe profit. De skal på en endnu mere markant måde end før tænke på deres ansvar over for samtlige interessenter og deres bidrag til den omverden, de befinder sig i.

Bæredygtighed rykker ind i bestyrelseslokalerne

For fremsynede virksomheder vil dette betyde, at man i  bestyrelserne tænker i værdiskabelse, som en forretningsplan, der er funderet i bæredygtighed, medfører. Det er bestyrelsen, som sætter den strategiske retning, og derfor bør det enkelte bestyrelsesmedlem besidde knowhow og kompetencer inden for bæredygtighed, for at kunne gennemskue konsekvenserne af de valg, der tages og derigennem lede virksomheden mod en sikker og bæredygtig fremtid.

Indtil videre har ESG (Environmental, Social and Governance) og bæredygtighed udviklet sig fra at været noget, som virksomheder har arbejdet med ved siden af deres kerneforretning, til at være en strategisk nøgle til forretningsmæssig succes. I stedet for at have en CSR-strategi, skal den bæredygtige strategi indarbejdes i virksomhedernes DNA og forretningsmodeller.

Bæredygtig opkvalificering er vejen frem

Ifølge professor Steen Thomsen, Center for Corporate Governance, CBS, er det ikke utænkeligt, at bestyrelserne i fremtiden får et større juridisk ansvar for selskabernes bæredygtighed (kilde: Boardmeter). Dermed bør det enkelte bestyrelsesmedlem have kendskab til FN’s 17 verdensmål og kunne tage kvalificeret stilling til spørgsmål om CO2-udledning, vandforbrug, miljø, menneskerettigheder, biodiversitet og mange andre bæredygtighedsemner. Det kan også forventes, at folk med kompetencer inden for naturvidenskab vil blive mere attraktive for bestyrelserne i fremtiden. Generelt forventes en tendens til at bæredygtighed bliver et obligatorisk kriterium for valg af bestyrelsesmedlemmer.

Øgede EU-direktiver bidrager til, at virksomheder skal kunne dokumentere deres bæredygtighed. Derfor ser man at over halvdelen af de største danske virksomheder har eller er på vej til at implementere bæredygtighedsmål i ledernes løn- og bonuspakker. Det spås dog, at bæredygtig drift i fremtiden vil blive så normalt i virksomhederne, at det ikke skal skrives ind i lønpakkerne.

Det er blevet en nødvendighed, hvor det i fremtiden kan blive decideret skadeligt for omdømmet, hvis man ikke agerer bæredygtigt nok. Derfor kan strategisk arbejde med bæredygtighed i bestyrelsen går hen at skabe langsigtet stabilitet og konkurrencemæssige fordel på længere i både indland og især udland.

Nye kurser for bestyrelsesmedlemmer

”Green Moves har gennem flere år holdt oplæg og workshops for bestyrelser, og vi har konstateret, at der er et udækket behov. Mange bestyrelser ved ikke hvordan de skal gribe det an, når de skal tilrettelægge en bæredygtige strategi. Det har vi nu taget konsekvensen af, og lanceret to nye kurser for bestyrelsesmedlemmer”, udtaler Astrid Carl, direktør i Green Moves.

Det ene kursus er Basiskursus i bæredygtighed for bestyrelsesmedlemmer, og giver dig det, som du som minimum skal vide om bæredygtighed som bestyrelsesmedlem. Det andet hedder 360o kursus i bæredygtighed for bestyrelsesmedlemmer og klæder dig på hele vejen rundt til at kunne agere strategisk i virksomheden.

Du kan læse mere og tilmelde dig ved at klikke her.



Offentlige grønne indkøb for en grøn fremtid

Designtænkning Posted on 26/11/2021 10:56

Nyhedsbrev februar 2021

Offentlige grønne indkøb for en grøn fremtid

På det femte i en serie af seks webinarer satte Dansk Industri og KL for nylig fokus på offentlige grønne indkøb, der både gav et billede af den nutidige situation samt information om de fremtidige strategier inden for offentligt indkøb. Det er noget, som kommer til at påvirke leverandører og underleverandører af varer og ydelser til det offentlige.

Og hvordan kan det ramme jeres virksomhed som leverandør til det offentlige? De nye mere grønne indkøbsstrategier vil selvfølgeligt påvirke nogle leverandører hårdere end andre. Specielt for virksomheder i de emissionstunge sektorer vil det være nødvendigt at starte sin omstilling allerede nu for at bevare en leverandørrelevans i forhold til salg til det offentlige på længere sigt, hvor det også spås, at der vil blive stillet større krav til CO2-dokumentation.

Hvad betyder dette helt konkret?

Ifølge Økonomistyrelsen, som driver den danske stats indkøbsprogram, udgjorde det offentlige indkøbs klimaaftryk i 2019 ca. 12 mio. ton CO2-ækv., hvoraf 1/3 blev udledt i Danmark. Det er statens ambition, at man ved hjælp af nye implementeringer, udvikling og bedre viden og uddannelse af medarbejdere i den offentlige indkøbssektor, vil forsøge at nedbringe dette klimaaftryk. Dvs. at danske leverandører altså står med et stort medansvar og en stor mulighed i et ændret marked.

På den korte bane optimeres indkøbene ved hjælp af obligatorisk brug af Miljøstyrelsens værktøjer til TCO-beregning (Total Cost of Ownership). Derudover er der fremlagt krav om, at staten skal overgå til LED-lys, samtidig med at der indføres klimakompensation på alle statslige flyrejser, som går til en ny klimaskovfond og til sidst opfordres der til klimavenlig og mere vegetarisk kost i statslige kantiner, som på sigt skal opnå økologiens sølvmærke (60-90 % økologiske varer).

På lang sigt er statens plan, at statens indkøb af landbrugsvarer så vidt muligt i 2023 og senest i 2025 skal være afskovningsfrie, dette inkluderer bl.a. soya- og palmeolier. Derudover skal offentlige køretøjer være emissionsfri i 2030, hvor alle offentlige indkøb også skal være miljøcertificerede.

Alle disse tiltag vil blive implementeret via styrket kompetenceudvikling af de offentlige indkøbere samt et styrket sekretariat for grønne indkøb.

En fortsat relevans kræver omstilling som leverandør.

Beregninger viser, at sektorer som brændstof og køretøjer samt energi- og forsyningssektoren efterlader størst emission pr. indkøbskrone med 150-200 gram CO2-ækv. pr. kr. Til sammenligning ligger fødevarer og byggeri og anlæg mellem 80-100 gram pr. kr.

Hvis du og din virksomhed arbejder inden for nogle af de nævnte brancher, betyder det altså, at I allerede nu bør gå i gang med at forberede jer på at blive en del af den grønne omstilling, hvis I fortsat skal have relevans som leverandør eller underleverandør til det offentlige. Kravene til både klimaberegninger, dokumentation og certificeringer bliver alle mere og mere synlige og relevante og præcis derfor, er vi alle nødt til at tænke i grønnere baner.

Dermed sikrer du, at din virksomhed fortsat har relevans langt ud i fremtiden for dine kunder, både offentlige som private.

Hvis du ønsker at se hele webinaret om den nye offentlige bæredygtige indkøbsstrategi, kan du tilgå det her.